torsdag den 11. oktober 2012

Sygdom - uheld - og dumme diagnoser

Det er ikke for mange krea-indlæg jeg poster for tiden. Det skyldes simpelthen, at vi konstant rammes af dårligdom herhjemme. Jeg selv og mindstemanden, har skrantet med sygdom i over 14 dage nu, influenza - feber, snot, hoste, mavepine osv. Og det vil bare ikke blive godt igen. Jeg stresser rundt, for det er klart, at jeg på grund af alt det sygdom, konstant må aflyse aftaler - er fraværende på studie og job, melder fra til træning, og føler i den grad at jeg ikke kan passe mine ting. Den anden dag udmundede det så i, at jeg totalt stresset, hældte kogende suppe udover mig selv, og måtte tilbringe en aften under den kolde bruser. Men det var så hvad det var. Det værste skete godt nok igår, hvor et helt almindeligt tjek ved ørelægen blev til en mors værste mareridt - eller ihvertfald det der kunne ende i det!


Da Noah Emil var 2 1/2 år fandt vi ud af, at han ikke kunne høre så godt. Han var meget bagud sprogligt og han gennemgik de næste 5 år, 4 operationer med fjernelse af polypper, propper på ørene og fik indlagt dræn. Det var hårdt at se sit lille pus i fuld narkose hos ørelægen, men han klarede det fint og fik derefter den optimale hørelse. Men det påvirkede ham meget, at vi opdagede det så sent - I sociale relationer sagde han fra fysisk, fordi han ikke kunne bruge sproget, måske også derfor han i dag ikke er det mest sociale barn - hvem ved. Han går idag til talepædagog og har gjort det i mange år, så jeg lovede mig selv, at hvis jeg nogensinde fik et ørebarn igen, så ville jeg skride ind noget før, så det ikke ville gå udover barnets trivsel og udvikling. 


Og så til diagnosen fra helvede. Storm har været afsted. Og han har ikke bare væske på øret der kræver dræn. Han har også de, hos mig, altid frygtede store mandler. Nej de var ikke store, de var GIGANTISKE. Faktisk havde ørelægen aldrig set så store mandler før. Han var ikke i tvivl - de skulle væk. Jeg tuder, jeg tuder på 2. døgn, for jeg har altid sagt, at aldrig skulle nogen få lov til at fjerne mandler på mine børn, og da slet ikke når han kun er 1 1/2 år. Det er jo ikke ligefrem nogen ufarlig operation, og jeg måtte da også tilføje ørelægen, at jeg altså havde set den udsendelse med den lille dreng der forblødte - årrh et dilemma, jeg har ikke lyst til at tage stilling. Han kan jo godt leve med de store mandler, men det kan påvirke søvn  -sprog - og spisning, og det er jo stort set hele den daglige trivsel. Jeg er i vildrede, føler vi skal vælge mellem pest eller kolera!!!



Jeg har pakket spekulationerne lidt væk og er gået i gang med at handle produktivt - Storm skal have nye huer til de små sarte øre. 





Min yngling farvekombi - brun/gul - elsker den, selvom Storms knaldblå øjne måske egentlig står pænere frem i en blå farve.



6 kommentarer:

  1. Håber I snart alle er helt friske og ikke flere uheld eller sygdom! Sikke en omgang i har været igennem og svære beslutninger.

    Bedste tanker herfra*

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Christine, det håber jeg også, så jeg kan bruge min tid på SMUKSAK. Det er lidt sjovere :)

      Slet
  2. Åh nej da, det lyder helt forfærdeligt. Har desværre ingen gode råd, men jeg sender dig og din familie en masse kærlige tanker og håber i finder en løsning! Kh Lisbeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Lisbeth - det er også rart bare at få det ud og snakke med folk, selvom det ikke er nogen der har stået i den situation. Så tak for tankerne - de luner :)

      Slet
  3. Åhh Tine... hvor er det træls. Forstår godt både tårer og frustrationer.
    Håber I finder den løsning, der er aller aller bedst for Storm.
    Knus

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Heidi - du har ret, vi skal finde den bedste løsning for Storm, som nok er, at jeg må lade ham operere og stole på at det ikke går galt selvom det bliver et mareridt for mig.

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...